Skrevet af @cori_explore 

Vores ambassadør Cori har os på TripLegend Kirgisistan-eventyr og ført dagbog. Lad hende tage dig med til de imponerende verdener i det centralasiatiske land og få en billedlig smagsprøve på Kirgisistan.

Cori har allerede en masse rejseerfaring. Hun har indtil videre rejst i 45 lande, 29 af dem i Europa, 6 i Asien, 6 i Amerika og 4 i Afrika. En vild rejse, som vi nu fik lov til at være en del af. Med bæredygtighed i tankerne, verdenselskende og boblende af rejsetips skriver hun om sine oplevelser.

Coris rejsebeskrivelse - dit eventyr i Kirgisistan

Jeg sad nervøs i lufthavnen. Min allerførste flyvetur alene nærmede sig. Det skal nok gå, blev jeg ved med at sige til mig selv som en slags mantra. Så mange gange som jeg har fløjet i mit liv, burde jeg også mestre denne flyvning. Den kvalmende følelse vekslede med ren forventning. En rutsjebane af følelser kørte allerede rundt i min krop for tiende gang.

Boardingen begyndte, og det samme gjorde min eventyrrejse til Kirgisistan.

Den første flyvning fra Düsseldorf til Istanbul forløb uden problemer. Ved et tilfælde havde jeg sat mig direkte ved den rigtige gate. Jeg vidste, at andre fra gruppen skulle med mig på det næste fly. Så jeg holdt udkig, indtil jeg fandt dem. Tilfældigvis havde jeg sat mig ved den rigtige gate. Jeg vidste, at der ville være andre fra gruppen på det næste fly sammen med mig. Så jeg holdt udkig, indtil jeg fandt dem. Det var meget rart og betryggende allerede at kende nogle fra gruppen.

Vi havde ikke meget tid til at sludre. Det næste fly var på vej. Istanbul - Bishkek, en 5-timers natflyvning. Jeg gjorde mig det så behageligt, som jeg kunne på et fly, og døsede hen. Et ryk rev mig ud af min korte lur. Skiltet med sikkerhedsselen blinkede, hvilket betød, at der var turbulens på vej. Turbulens var en underdrivelse. Det føltes som at flyve ind i en orkan. Jeg klamrede mig til armlænene i hele to timer. Fik jeg nævnt, at jeg har flyskræk? Halvdelen af flyet så ud til at løbe på toilettet. Et blik til venstre på det lille barns ansigt gav ikke anledning til gode spekulationer. Efter et kort skrigeanfald var det overstået. Ikke kun forældrene, men hele gulvet var ødelagt. Endelig nærmede landingen sig. Puhh....done.

Velkommen til Kirgisistan.

Dag 1:

Indrejsen gik uden problemer. Det tog kun et par minutter, før der kom et nyt stempel i mit pas, og min kuffert kørte allerede sin runde på transportbåndet. Jeg ventede på resten af gruppen. Sammen gik vi ind i ankomsthallen og kiggede efter Triplegend-skiltet. Straks blev vi belejret af utallige taxachauffører. Et høfligt "Nej, tak." var nok til at ryste dem af os. Og der stod han så, vores guide Pavel. Vi blev hilst hjerteligt velkommen. Vores chauffør Emil fik bagagen på plads på ingen tid. Køreturen fra lufthavnen til byen tog omkring 40 minutter. Jeg kiggede ud af vinduet som i trance. Køer og heste prydede vejkanten. Så var jeg virkelig ankommet til Kirgisistan.

Jeg havde ikke tid til mange tanker. På Garden Hotel Bishek flyttede jeg ind på mit enkeltværelse og aftalte at mødes med de andre. Jeg brugte den gode time til en lille powernap. Vækkeuret vækkede mig fra min søvn. Tidsforskellen var 4 timer. Så jetlagget var ikke helt så forstyrrende. Men jeg fik stadig ikke sovet på grund af flyveturen. I supermarkedet overfor var der et vekselkontor og også flere pengeautomater.

Vi bestilte en taxa, som vi betalte hele 2 € for, for at komme til byens centrum, 10 minutter væk. På et torv blev vi smidt ud. Jeg, som stadig var synligt forvirret, havde selvfølgelig glemt mit kamera på hotellet. Typisk for mig. Jeg forsøgte at indfange de første indtryk med min mobiltelefon. Vi gik gennem en park. Her kunne unge og gamle hygge sig. Og før jeg vidste af det, sad jeg i et pariserhjul. Jeg lider af en meget slem højdeskræk. Hvorfor sad jeg egentlig derinde? Så efter bare et par minutter havde gruppedynamikken en effekt på mig, som en slags trylledrik. Jeg havde det ikke godt, men heldigvis flippede jeg heller ikke ud. Vi fortsatte med at slentre gennem gaderne i smukt solskin. Pludselig sluttede en gadehund sig til os. Vi kaldte ham kærligt Felix.

Felix fulgte efter os, uanset hvor vi gik hen. Vi slog os ned på en pub midt i det grønne. Felix udnyttede også pausen til en lille lur i det grønne græs. Og hvad var det, der kravlede op ad mit bukseben? Jeg kiggede ind i de store øjne på et lille egern, hvis ører blafrede frem og tilbage i vinden. Det var godt. Bishkek gav den hele armen og fortryllede mig fuldstændig den første dag. Pludselig rullede tykke grå skyer ind. Vi sneg os væk fra pubben og så Felix lege med egernet endnu en gang. Vores hjerter blødte, men vi havde stadig en hel rundtur foran os. Tilbage på hotellet regnede det som bare pokker. Jeg hvilede mig i to timer mere, før hele vores gruppe samledes til middag om aftenen. Det var dejligt at lære hinanden at kende. Udmattet og velnæret gik jeg i seng om aftenen og glædede mig til det eventyr, der for alvor skulle begynde næste dag.

Dag 2:

Jeg kom overraskende godt ud af sengen. Efter en solid morgenmad skubbede jeg min kuffert ned til hotellets parkeringsplads. Emil havde allerede travlt med at stuve 9 rejsendes bagage. Vi skulle på tur i en minivan. Bagagerummet havde ikke meget opbevaringsplads, men Emil var en mester i at spille Tetris.

Alle ledte efter et sæde, og derfra begyndte rejsen ind i det ukendte Kirgisistan.

Alle kiggede tryllebundet ud af vinduet. En eller anden pressede næsen mod vinduet. Der var så meget at se. Kvinder malede træstammerne i vejkanten med hvid kalk for at beskytte dem mod skadedyr. Græssende kvæg i vejkanten er også lige så normalt der som ryttere midt på vejen. Vi fik et første indtryk af den vilde side af landet. Vores minivan snoede sig langs Silkevejen ved den kasakhiske grænse mod Issyk Kul-søen. På den anden side af vejen ventede en kilometerlang kø af lastbiler på at få lov til at krydse grænsen til Kasakhstan. Silkevejen er stadig en vigtig handelsrute i dag.

Vi stoppede ved en flod i bjergene og drak kaffe og te. Det bedste toilet i Kirgisistan er i øvrigt naturen. Jeg brugte tiden til at vove en første flyvetur med min drone (også kærligt kaldet en lille flyvende drage). Jeg var allerede blæst væk. Vores næste stop var i Kyzyl Tuu. Varevognen stoppede midt i en lille landsby. Der spiste vi frokost med en kirgisisk familie. Bagefter blev vi vist på gården, hvordan man bygger en traditionel yurt. Alle hjalp til, så yurten var klar på et par minutter.

Så vi havde klaret den første teamopgave på den bedst mulige måde. Styrket snoede bilen sig gennem en vej, der var omkranset af bjerge. Midt ude i ingenting stoppede vi. Uhhh, der så jeg to storslåede ørne. Begejstrede skyndte vi os ud af bilen. Vores gæst var en af de sidste ørnejægere i Kirgisistan. Vi lærte mange interessante fakta om ørnejagt og traditionen. Sådan en kongeørn var meget imponerende. Vi fik alle lov til at holde den.

Wow, der var godt nok 7 kg på min arm, som jeg ikke længere kunne holde oppe efter kort tid. En rævedukke blev brugt til at illustrere, hvordan en ørn jager. Som et lille barn stod jeg der med funklende øjne og halvåben mund af forundring og betragtede kongeørnen. Lydløst gled den gennem luften for derefter at styrtdykke ned over sit bytte som ud af ingenting. Senest nu var de første hundrede billeder allerede i kassen.

Det var med tungt hjerte, at vi måtte tage afsked med rovfuglene. Vores minivan fortsatte på vej til Bel Tam yurt-lejren. Det havde lidt karakter af en klasserejse, i positiv forstand selvfølgelig. Alle pigerne overnattede i en yurt, og drengene selvfølgelig også. Der var hyggelige senge på gulvet i yurten, og et komfur varmede teltet ordentligt op. Toiletter og brusere var udenfor, ligesom på en campingplads. I baggrunden af jurterne glitrede den smukke Issyk Kul-sø i skumringen. Efter en lækker middag fortalte vi hinanden mange historier om vores rejser omkring lejrbålet. Mens vi luftede ud i vores jurte endnu en gang, sneg en af de små katte sig ind. Hun tilbragte hele natten sammen med os, hvilket gjorde os alle meget glade.

Dag 3:

Kort før kl. 6 om morgenen sneg vi piger os mod Issyk Kul-søen, som faktisk kun var et par skridt væk. Mens nogle af os fik gang i kredsløbet ved at isbade, så resten af os romantisk på solopgangen og nød den fredfyldte atmosfære og stilheden i naturen. En perfekt morgen i Kirgisistan.

Efter morgenmaden blev tasken og bagagen pakket væk. Der var en håndfuld højdepunkter på vores dagsprogram.

Heste på vejen igen. Vil jeg vænne mig til dette syn i løbet af rejsen?

Bilen stoppede i et betagende bjerglandskab. Udsigten: frodige grønne enge strakte sig kilometervis til en fyrreskov og endte til sidst med snedækkede toppe. Jeg kan lide, hvad jeg ser, og resten af gruppen så også begejstrede og tilfredse ud. Vores guide Pavel spurter foran. Hui, han har virkelig et hurtigt, stramt skridt. Alle besteg Shatyly-udsigtspunktet i deres eget tempo.

Over en kop te nød vi udsigten over den blå Issyk Kul-sø, som heroppefra så ud, som om man kiggede ud på havet. Solen viste sig fra sin bedste side i dag. Først klædte vi os af, inden vi begyndte at gå tilbage. Før vi gik ind i bilen, skulle vi stå i kø sammen med Emil. Bevæbnet med en håndkost børstede han snavset af vores tøj. Rene fortsatte vi vores vej.

Bare en time senere landede vi billedligt talt på Mars. Knib mig i armen. Vi gik gennem et bizart landskab af røde klipper. Nej, jeg er ikke i USA, jeg er virkelig i Kirgisistan. Jeg havde ikke forventet noget lignende her. Fairy Canyon er et af mine naturskønne højdepunkter på turen. Mystiske skulpturer og klippeformationer lurer rundt om hvert hjørne. Stilhed. Der var simpelthen ikke andre her end vores gruppe. Min flyvende drage havde det sjovt med at flyve rundt og tage ekstraordinære snapshots.
Som altid går tiden meget hurtigt på sådanne særligt smukke steder. Endnu en gang klatrede vi op ad en stejl bakke og nød den sidste udsigt over dette marslandskab.

Hvile? Vi var sultne efter nye indtryk. Hvad var det næste, der ventede os? Bilen stoppede ved en iøjnefaldende vej. Det eneste, vi så, var en lille flod og en sten. Vi bevægede os et par meter forbi klippen. Bag den ventede et andet drømmeagtigt landskab på os. Røde klipper ragede op i himlen. Alt var så smukt grønt, og de første blomster var ved at åbne deres knopper. Foråret var allerede ankommet her. Den lille flod blev krydset med blot et par skridt. Nu klatrede vi op ad en bakke. Der lå små hvide sneglehuse overalt på jorden. Jeg prøvede selvfølgelig at undgå alle de små skaller. Deroppefra havde vi en storslået udsigt over Seven Bulls Valley.

Dagen sluttede på Green Yard Hotel i Karakol. Det er et meget hyggeligt familiedrevet hotel. Ved indgangen skal alle tage deres sko af. Der var klassiske tøfler til rådighed for alle besøgende. Det havde jeg heller ikke prøvet før, men jeg synes, det var rigtig dejligt. I lobbyen var der små souvenirs og drikkevarer til salg. Vi sad sammen et stykke tid, før trætheden overmandede os.

Dag 4:

De første solstråler kildede mig ud af sengen. Vejret lovede en fremragende dag. I dag var der en dagsvandring på programmet. Vi kunne ikke tage på den oprindeligt planlagte vandretur, fordi vinteren stadig rasede i de store højder. Vi fyldte hurtigt vores vandflasker op ved hotellets vandautomat og begav os af sted. Udgangspunktet var endnu en gang Sevens Bull Valley, hvor vi allerede havde været dagen før. Og så sagde det bum. En ko havde ramt vores bil. Heldigvis skete der ikke noget med dyret. Gad vide, om Emil var lige så glad for den lille bule i forskærmen, som vi var. Han elsker sin varevogn, og heldigvis var bulen kun minimal. Vi kørte videre.

Vi passerede en forfalden gård. Heste og køer hilste på os med få meters mellemrum. En høg kredsede på himlen. Dagens vandring skulle være 17 km lang. Så vi gik. Motiverede begav vi os af sted. Den første bakke var allerede en udfordring. Prustende og fnysende slæbte jeg mig fra bakke til bakke. Vi traskede gennem knæhøje snefelter og sprang fra sten til sten over rivende floder. Jeg var hovedpersonen i en dokumentarfilm om den naturlige skønhed i Kirgisistans bjerge. Det var sådan, det føltes for mig.

På det højeste punkt i 2800 meters højde pakkede Pavel sit gaskomfur ud og lavede frisk te. Vi havde fået madpakker med fra hotellet, som vi nu plyndrede. Efter 6 timer var mine fødder og ben ømme. Vores trup må have set ret underholdende ud. Alle var udmattede, men meget tilfredse. Vi spiste middag på hotellet og sluttede aftenen af med en øl i lobbyen.

Dag 5:

Tidligt om morgenen var vi alle spændte og meget forventningsfulde. I dag var det udendørs eventyr, vi så frem til. Vi skulle køre op i 3880 meters højde og besøge spøgelsesbyen Engilchek.

Med to jeeps kørte vi dybt ind i bjergene. Landskabet var gigantisk. En flod gennemblødt af isflager skyllede forbi os. Højdemetrene blev ved med at stige på uret. Efter kort tid befandt vi os i et snelandskab dækket af sukker. Stop.

I grøften lå en lastbil læsset med en hest. En anden stod ved siden af bilen sammen med to hunde og tre mennesker. De havde brug for vores hjælp. De havde tilbragt natten der og sad fast i sneen. Da alle var kommet ud, holdt de afstand. Vores jeep gav alt og havde stadig for få kræfter. Vi måtte efterlade menneskene med tungt hjerte. Deres udfald og redning? Usikkert.

Vores jeeps fortsatte deres vej. Vi snoede os op ad serpentinerne længere og længere op ad bjerget. Og til sidst stoppede vi ved det højeste punkt, 3880 meter over havets overflade. Jeg åbnede døren, steg ud, og et øjeblik stoppede min vejrtrækning. Kommando tilbage. Luften var så tynd, at jeg var nødt til at sætte mig ned i bilen igen et øjeblik. Efter flere dybe ind- og udåndinger havde jeg det rigtig godt. Jeg havde ikke flere problemer deroppe.

Den flyvende drage blev pakket ud og fløj sit livs runde. Jeg følte mig lidt som i Game of Thrones, på den anden side af muren. Efter et kort stop førte vejen os tilbage ned ad Chong Ashuu-bjergpasset mod Sary Djaz. Efter et kort stykke tid kom vi til grænsen. Hvilken slags grænse? Her midt i bjergene er der en grænsekontrol. Læg kameraerne væk og find passene frem. Vi blev tjekket, og de kiggede endda i bagagerummet. Man skal have en særlig tilladelse for at køre længere ind i bjergene.

Vi var omkring 70 km fra grænsen til Kina. Vores guider Timur og Aida var selvfølgelig forberedte. Efter et par minutter passerede vi grænsen og kørte videre. Vi havde lagt sneen bag os, og efter kort tid fik jeg øje på det første murmeldyr. Se der, til venstre og højre. Vores bil var helt vild. De er ret søde, de små fyre. Jeg elsker at se på dyr. Hvad vil vi ellers se i dag? Jeg havde for længst sat ekspeditionstilstanden til On.

Efter 5 timer nåede vi endelig vores destination. Fra en bakke kiggede vi ned på spøgelsesbyen Engilchek. Med lukningen af tinminerne forsvandt også dens indbyggere. Nogle få mennesker bor der stadig i dag, og vi skulle møde nogle af dem nu. Skoene af og ind på det gode værelse. En af lærerne i Englichek inviterede os på frokost. Det var lækkert. For kødfans var der noget med yak, og også vi vegetarer var tilfredse og mætte.

At gå på toilettet blev et sandt eventyr. Der var ikke noget toilet i selve huset. Vi var nødt til at gå et par meter og så gå op på første sal i en tom bygning. Der var åbne båse med et hul i gulvet. Jeg havde været på mange mærkelige toiletter i denne verden, men dette var helt sikkert det mærkeligste. Efter frokost besøgte vi skolen. Børnene bød os glædeligt velkommen. Før vi tog af sted om morgenen, stoppede vi ved det lokale supermarked. Der kunne vi købe skoleartikler og slik til børnene. Mit hjerte strålede efter at have arbejdet som socialarbejder i så mange år. Børnene vinkede til os endnu en gang.

Det næste punkt var på dagsordenen. Ikke langt fra spøgelsesbyen Engilchek var der varme kilder. Det så så uanseligt ud. En brusende flod, masser af store sten og i midten glitrende turkisblåt vand og varme kilder.

De, der havde lyst, kunne tage et varmt bad og slappe af. De store sten fungerede også som et fremragende omklædningsrum. Før vi forlod bjergene igen, besøgte vi en forladt tinmine. Det var mørkt og støvet. Det var godt, at vores mobiltelefoner gav lys nok. Det lille gys var en vellykket afslutning. På vejen tilbage fik jeg øje på flere dyr som hjorte og en yakokse. Det var fremragende. 4 timer senere, ret sent om aftenen, nåede vi frem til vores hotel i Karakol. Udmattet og overlykkelig faldt jeg tidligt i søvn den aften, ivrig efter den næste dag og et nyt eventyr.

Dag 6:

"Lykken på denne jord ligger på ryggen af hestene!" Det var vores motto for dagen. En dagstur på hesteryg gennem Karakol-dalen var planlagt. Jeg plejede at være med i en rideklub og havde endda en pony, men jeg havde ikke siddet på en hest i mange år. Det kunne ses, til stor morskab for alle. Når jeg så sådan på min varme hat, var jeg ikke sikker på, at den kunne bære mig. Men okay. Jeg prøvede at svinge mig op på hesten, men det mislykkedes. Okay, jeg havde brug for hjælp. Så jeg havde sørget for dagens første grin. Endelig lykkedes det mig at hive mig op. Allerede efter et par meter stod det klart, at det ikke ville fungere. Det havde de to hesteguider også bemærket.

Uden videre fik min lille hest lov til at nyde en fridag, så han travede bare ved siden af os, og jeg fik Samurai, en tidligere polohest. Samurai og jeg var det perfekte match. Han var et ordentligt muskelbundt og kunne styres godt. En af guiderne måtte også gå, da jeg nu havde hans lille hest. Disse sibiriske heste er ekstremt robuste. Vi gik op og ned ad bakke over enge, sten og gennem lavvandede floder. Vi var endda nødt til at krydse en gletsjer. Det var det rene vanvid.

Pludselig lyder der et brag af torden i det fjerne. Stig venligst af og tag regntøjet på. Med en regnkappe på toppen fandt jeg en sten, der fungerede supergodt som klatrehjælp. Kun to minutter senere øsede det ned. Over os buldrede himlen i høj torden. Der var ingen vej igennem ved en af flodbredderne. Alle var nødt til at vende om. Det var tid til en pause. Vi søgte ly under træerne, pakkede vores madpakker ud og varmede os ved et bål, indtil regnen trak videre. Vi red tilbage med glæde. Gad vide, om vi alle gik lidt sjovt efter den 6-timers ridetur.

Om aftenen spillede vi spil sammen, drak øl og havde det bare sjovt.

Dag 7:

Hvor gik tiden dog hurtigt. Med vemod satte vi os ind i vores varevogn. Vores rejse var ved at være slut. Vi forsøgte hurtigt at skubbe disse tanker til side. I Karakol besøgte vi efter morgenmaden en gammel ortodoks trækirke. Den var så smukt dekoreret, og solen indhyllede den i et smukt lys. Blomstrende kirsebærtræer passede perfekt ind i landskabet. Vi var ivrige efter at tage et kig indenfor. Forsigtigt åbnede vi døren. Hej, undskyld, at jeg forstyrrer. En biskop og seks andre mennesker vendte sig mod os. Og ganske rigtigt, vi brød ud i en slags messe. Vi skyndte os ud, som om det ville gøre indbruddet ugjort.

I en kunsthåndværksbutik købte vi nogle flotte souvenirs med hjem. Der var dyr lavet af filt og andet typisk kirgisisk kunsthåndværk. Med købet støttes sociale projekter, hvilket jeg synes er særligt godt.

Emil manøvrerede sin varevogn behændigt over vejene langs Issykkul-søen, som han havde gjort alle dagene før. Et sidste blik på det strålende blå vand, og så var det væk fra vores synsfelt. Vi havde rundet den næststørste bjergsø på jorden én gang. Det næste højdepunkt lå gemt midt i bjergene. Fra et udsigtspunkt nød vi udsigten til endnu en sø, Orto Tokoy Lake. Den blå vandfarve var igen meget imponerende.

Det næstsidste stop på vores rejse var i Kochkor. Her overnattede vi i et gæstehus. Værelserne var autentisk indrettet, og en brændeovn gav en hyggelig varme. Kochkor er indrammet af en flot bjergkulisse. Inden vi flyttede ind på vores værelser, stoppede vi ved Altyn Kol-værkstedet. Her viste og forklarede to ældre damer os, hvordan man laver et traditionelt shyrdak (tæppe). Vi fik alle lov til at give en hånd med, hvilket var rigtig sjovt. Efter aftensmaden var det allerede mørkt.

Dag 8:

Jeg blev kørt ud tidligt om morgenen. De første solstråler oplyste bjergene på magisk vis. Kattene i haven sov stadig. Jeg nød et øjebliks fred. Efter morgenmaden kørte vi tilbage til Bishkek for at gøre vores sidste stop. Klokken 11 stod vi allerede midt på det lokale marked. Der var travlhed og forvirring. Jeg elsker lokale markeder. De forskellige dufte udfordrede mine olfaktoriske synapser ordentligt. Vi fik tid nok til at slentre gennem gyderne på egen hånd og opleve det normale liv. Tilbage på vores hotel fra rejsens begyndelse tog vi straks en taxa tilbage til byen. På pubben drak vi til den sidste dag og holdt øje med vores dyrevenner.

Sidst på eftermiddagen mødtes vi med vores guide Pavel for at gå en tur gennem byen til vores restaurant. Efter hors d'oeuvres blev vi trakteret med et musikalsk folkloreshow, som imponerede mig meget. Mens vi lyttede til tonerne, tilbragte vi en vidunderlig sidste aften. Og så var det tid til at sige farvel. Farvel til 8 vidunderlige medrejsende, som blev venner på turen, vores guide, som havde ledsaget denne tur perfekt, og Emil, som kørte os sikkert gennem landet. Den sidste nat sov jeg slet ikke godt.

Dag 9:

Stod op, spiste morgenmad og tjekkede ud. Det er tid til at tage hjem. Som så ofte på rejser forlod jeg Kirgisistan med et grinende øje og et grædende øje. Jeg havde nydt turen utroligt meget. Fremmede er blevet til venner, og bag mig ligger en rigtig eventyrrejse i et smukt land. Landskabet blæste mig virkelig omkuld, og gæstfriheden var varm. Kirgisistan, jeg kommer til at savne dig rigtig meget og kommer helt sikkert tilbage igen.

(Returflyvningen var rolig og uden væsentlige begivenheder).

Mere om Kirgisistan-eventyr kan du finde ud af på vores hjemmeside. Tag også et kig på vores Interview med Cori Du kan finde ud af mere om dem og vores samarbejde der.