På en enestående rejse gennem Namibias uendelighed

Da jeg ankom til Hosea Kutako Airport, kunne jeg stadig ikke tro, at jeg for 48 timer siden stadig sad derhjemme og tænkte på at booke et fly, der afgik mindre end 24 timer senere. Det var blevet løst, da jeg hentede min kuffert ved bagagebåndet i Namibia og begyndte at lede efter den rigtige transfer.

Naankuse-reservatet 

Jeg tilbragte de første par dage på Naankuse Wildlife Sanctuary, et fristed for tilskadekomne og forældreløse dyr, som findes i den namibiske vildmark. Her får man ikke bare en masse indsigt i reservatets forskellige projekter, men bidrager også aktivt til at skabe et nyt hjem for dyrene.

I begyndelsen bliver man inddelt i grupper, som ikke ændrer sig meget i løbet af opholdet. I sidste ende afhænger det dog altid af, hvor længe eller kort man bliver i reservatet. Som gruppe deltager man i forskellige aktiviteter. Dagene i reservatet er opdelt i to aktiviteter pr. dag, som roterer dagligt, så hver person har mulighed for at deltage i en bestemt aktivitet, og hver dag byder på nye eventyr.

Aktiviteterne er ekstremt varierede. Udover at rengøre indhegninger, gå på vildtoptællinger og fodre vildtet, har du også mulighed for at spore næsehorn eller elefanter, opleve et gepardløb eller tilberede mad til dyrene. Det er dog ikke kun frugt og grønt, der tilberedes her, men også kød til de større dyr i reservatet, herunder vilde hunde, løver, geparder, leoparder og hyæner. Så der skal skæres en kylling i ny og næ, og selv om det ikke er alles kop te, bliver man hurtigt mindet om, at det ikke er alle steder, der kommer færdiglavet mad fra supermarkedet.

Vi overnatter i telthytter, og jeg vil gerne påpege, at en namibisk vinter kan være ekstremt kold. Selvom du er udstyret med tæpper og soveposer, bør du overveje at medbringe varmt tøj til morgener og aftener fra maj til september og ikke lade dig narre af dagtemperaturen på 25 °C grader. 

Reservatet er opdelt i to frivillige lejre, og mens Bush Camp ligger 15 minutters gang fra reservatet, har man ikke kun fordelen af en fremragende Wi-Fi-forbindelse, men også et vandhul lige ved poolen. Det betød ikke kun, at vi indimellem så kuduer, men også at vi mødte giraffer på vej til morgenmaden.

Etosha

Mens man i sanctuary kun ser et bestemt udvalg af dyr, har man i Etosha National Park en anden chance for at se et større udvalg af dyr. Så efter de første syv dage tog vi til den nordlige del af Namibia. Hvis du er bange for, at du ikke kommer til at se zebraer, kan du være helt rolig. Ud over springbukke og stenbukke vil du ikke kunne undgå at se zebraer.

Nationalparken er 22.270 km² stor, så man kan sagtens tilbringe hele dagen der. Du kan starte ved den første solstråle, og du skal være tilbage ved porten ved solnedgang. Selvom det lyder lidt som et eventyr, er reglerne, at man ikke må overnatte i nationalparken, medmindre man bor i en af de få lodges på stedet.

Udover løver og hyæner kunne man også se mange giraffer, og selvom det måske ikke er indlysende ved første øjekast, går giraffer, i modsætning til mange andre dyr, ikke diagonalt med benene, men i en pasgang. I denne gangart bevæger dyrene sig ved at løfte benene i den ene side og derefter i den anden. Selvom giraffer kan løbe lige så hurtigt som løver, giver de indtryk af at gøre det i slowmotion.

Hvis du er heldig, kan du endda få et glimt af et næsehorn eller to. Her advarer guiden dig dog om ikke at dele billeder direkte, hvis du har taget dem med dit kamera. Det skyldes, at kameraer gemmer placeringen direkte sammen med billederne, og hvis man lægger billederne offentligt ud til download, kan man se placeringen bagefter. Krybskytter bruger denne mulighed til at finde ud af det, hvor dyrene er, og jage efter dem. Hvem skulle have troet, at der ligger en usynlig fare gemt i vores fotos?

Med så mange dyreindtryk er det selvfølgelig svært at sige, hvad man bedst kunne lide i nationalparken, men mit absolutte højdepunkt var en flok elefanter bestående af 23 elefanter og fire elefantunger, som krydsede vejen ikke to meter fra os.

Namib-ørkenen

Det sidste stop på Namibia-turen var den namibiske ørken i det sydlige Namibia. Det er virkelig bemærkelsesværdigt at se, hvordan det lokale landskab adskiller sig, alt efter hvilken del af landet man befinder sig i. Mens man i nord finder mere tør savanne, er der i de centrale, østlige og nordlige regioner en meget stor andel af briarsavanne. Den sydlige del er derimod præget af ørkener og halvørkener.

Mens du ikke længere finder mange torne i den namibiske ørken, kan du være sikker på, at du får en hel del sand med dig, i modsætning til her. Et af de sidste stop på turen var at klatre i klitter. Der var i alt tre klitter at vælge imellem her: Big Daddy, Big Mama og Dune 45. Big Daddy i Deadvlei betragtes som den højeste klit i Namibia og kan nå en højde på 325 til 380 meter. Dem, der ikke lader sig afskrække af dette, og heller ikke af de 45 minutter, det tager at bestige denne klit, vil blive belønnet med en fænomenal udsigt. Nedstigningen af klitten er overstået på ingen tid og får dig til at glemme alle anstrengelserne ved opstigningen.

Deadvlei er ikke kun kendt for sin klit, men også for de udtørrede, døde kameltorntræer omgivet af ørkenens røde klithav. Disse er ideelle som fotomotiver. 

De, der stadig har energi og styrke, kan bestige Big Mama i Soussousvlei eller forberede sig på Dune 45. Der er en fordel ved al denne klatring i klitterne - overraskende nok har du ikke ømme muskler næste dag.

Et eventyr nærmer sig sin afslutning

På vej tilbage til Windhoek gjorde vi et hurtigt stop i Solitaire, som er kendt for at have den lækreste æbletærte i Namibia (verden?). Selv om jeg personligt bedre kan lide min bedstemors, kan jeg stadig anbefale alle at prøve æbletærten. 

Tilbage i Windhoek benyttede jeg lejligheden til at besøge det lokale kunsthåndværkermarked og brugte tiden indtil mit fly til at reflektere over de sidste par dage. Når alt kommer til alt, havde jeg ikke set mig selv i Namibia for 16 dage siden og så hurtigt, som jeg havde besluttet, dette eventyr var begivenheden allerede forbi. Men en ting er sikkert, jeg glemmer ikke denne gang lige med det samme.